TESTIMONIALS
Henrik Hamilton Dutoit
Fuldtidsmusiker og bruger det meste af sin tid som sanger, guitarist og sangskriver i bandet ”Ginger Ninja.”
Jeg kommer fra et meget musikELSKENDE hjem, men det stod på ingen måder skrevet i stjernerne, at jeg skulle være musiker, når jeg blev stor.
Der var ingen på min vej eller i min klasse, der delte min interesse for at lave musik, da jeg voksede op, så det var først da jeg kom i gymnasiet og på MGK, at jeg fandt et musikalsk netværk, nogle at spille med og fik et indblik i tilværelsen som musiker.
Og af og til tænker jeg på, om jeg ville have beskæftiget mig med musik i samme omfang i dag, hvis ikke jeg havde gået på MGK.
Det er selvsagt umuligt at vide, men MGK var uden tvivl en ramme, hvori jeg fik muligheden for at dyrke min musik ret seriøst i en ret tidlig alder.
Det er selvsagt umuligt at vide, men MGK var uden tvivl en ramme, hvori jeg fik muligheden for at dyrke min musik ret seriøst i en ret tidlig alder.
Magnus Plejdrup
Aktiv komponist og dirigent samt kunstnerisk leder for det aarhusianske kammerorkester Ensemble Pluma og samt en del af den kunstneriske planlægning bag Aarhus Kammermusikfestival. Tidligere assistent ved Aarhus Sommeropera og vinder af publikumsprisen ved Randers Kammerorkesters komponistkonkurrence 2021.
Det stod på ingen måde skrevet i stjernerne, at jeg skulle ende med at beskæftige mig med klassisk musik, og da især ikke den klassiske – i foråret 2021 bragte Randers Amtsavis en artikel om mig, med overskriften ”Magnus hadede klassisk musik som dreng”. Og det gjorde jeg da også – troede jeg – men sandheden var, at jeg blot ikke kendte den. Jeg var langt mere optaget af særligt jazz og heavy metal.
Men i gymnasiet blev jeg introduceret for store mesterværker som Händels Messias og Dvoraks ’Symfoni til den nye verden’, og jeg blev enormt betaget af de store kunstneriske personligheder, der stod bag denne musik. Men først da jeg startede med at synge i en lokal kirke, under komponisten Christian Præstholm, gik det op for mig, at komponistgerningen ikke var af en mytisk størrelse, der var forbeholdt gamle, hvide – og forholdsvist døde! – forfordelte genier, men at det var en åben verden for enhver, som gad at lægge hårdt arbejde i sine drømme.
Derfor besluttede jeg mig som 19-årig for selv at begynde at komponere. Til at starte med, fantaserede jeg om rent faktisk at studere musik, men jeg tænkte, at det aldrig var noget, jeg selv ville være i stand til at opnå. Senere valgte jeg dog at dedikere mit sabbatår til at skrive en masse musik, og til at forberede mig på optagelsesprøven ved MGK-Ø – for hvad nu hvis? Og hvor ville jeg gerne unde enhver at se mit fjæs efter at have opnået topkarakter til denne – det havde jeg aldrig troet! Jeg startede et halvt år efter.
Når jeg ser tilbage, er der ingen tvivl om, at MGK-Ø har været altafgørende for mit virke som musiker lige siden. På MGK-Ø blev jeg introduceret for et enormt netværk af jævnaldrende, ligesindede mennesker, hvis store passion for musikken konstant mindede mig om, at det hårde arbejde var det hele værd. Dertil fik jeg en masse forskellige muligheder for at få min egen musik opført, for at arrangere koncerter og turnéer, og mest af alt blev jeg konstant udfordret på mit eget syn på verden, hvilket pegede mig i en enormt gunstig retning fremadrettet, hvor jeg altid har bestræbt mig på at se så mange nuancer som muligt. Det var desuden på MGK-Ø, jeg for første gang fik en ’challenge’ om at stille mig op og dirigere et ensemble – en interesse, jeg ikke har kunnet slippe siden: Først, da jeg som studerende på Det Jyske Musikkonservatorium stiftede ’Ensemble Pluma’, som jeg dirigerende ved siden af mit studie som komponist – siden ved Royal Conservatoire of Scotland i Glasgow, hvor jeg netop nu faktisk studerer en Master of Music i Orkesterdirektion – alt sammen takket være et tilfælde på MGK-Ø for 4 år siden.
Det er bestemt ikke en underdrivelse, at sige, at MGK-Ø har været et uundværligt springbræt ud i alle de ting, jeg beskæftiger mig med i dag.
Johan Luth
Musiker i bandet ”Ginger Ninja” og har været trommeslager for artister som Fallulah, Aura, Fres-I m.fl.
Selvom jeg kun gik 1 1/2 år på MGK, står det som en stor milepæl i mit liv. Jeg kom som tilflytter til byen og vadede direkte ind i et ungt musikermiljø med ligesindede og talentfulde mennesker. Sammenspil var mit favoritfag, hvor vi legende og kreativt omarrangerede fede sange.
Især de to ting – miljøet og en kreativ tilgang til musik – har betydet meget for mig i tiden efter MGK. Henrik fra mit band, Ginger Ninja, mødte jeg på MGK, hvor vi skrev vores første sange sammen og siden da, har vi haft en masse fantastiske koncerter og successer sammen.
Kasper Falkenberg
Guitarist
http://www.kasperfalkenberg.dk/
Spiller som sideman i en række bands og for forskellige artister som Rasmus Seebach, Joey Moe, NOAH, Julie Maria, Bryan Rice, Blood Sweat Drum + Bass. Har også spillet for Burhan G, The Fashion, Celina Ree, Johnny Deluxe, Tue West, Julie Berthelsen, Sys Bjerre og mange flere. Har som producer/studiemusiker arbejdet sammen med Peter Gabriel, Frederik Vedersø, Steffen Westmark, The Storm, Julie Maria m.fl. Har udgivet et par plader i eget navn.
Jeg startede på MGK, Aarhus efter jeg blev student i 1999. Min tid på MGK var på mange måder med til at afgøre min fremtid som professionel musiker.
For det første fik jeg nogle kompetente lærere, der virkelig satte fart på min udvikling som musiker.
Der var gode muligheder for at øve, og jeg brugte enormt meget tid på Musikskolen.
For det andet mødte jeg nogle mennesker, som den dag i dag stadig er mine bedste venner og jeg har delt en stor del af min karriere med.
Det har haft enorm betydning for, hvilke veje jeg senere valgte og dermed var med til at give mig den karriere, jeg har i dag. Fra min årgang var vi fem, der kom ind på kons, og som derfor fortsatte med at være mine medstuderende.
MGK gav mig et stort musikalsk og teoretisk overblik, der helt klart gjorde min tid på kons federe og mine musikalske færdigheder bedre.
Gunvor Sihm
Klassisk violin
http://www.nightingalestringquartet.com/
http://www.copenhagenphil.dk/kunstnere/orkestret/gunvor-sihm
Spiller i Nighingale String Quartet, der på det seneste har vundet stor international anerkendelse – bl.a. har det toneangivne tidskrift Grammophone tildelt kvartetten titlen som Young Artist Of The Year (2014). Spiller herudover 1. Violin i Copenhagen Phil og har vundet en lang række priser både i Danmark og USA, hvor hun har studeret i 5 år.
Jeg startede med at spille violin som 5 år gammel hos Jan Matthiesen på Aarhus Musikskole. Jeg vidste tidligt, at jeg ville mere med musikken, og startede derfor på MGK samtidig med 9. klasse i folkeskolen.
MGK fungerede for mig som en uvurderlig bro til musikuddannelsen på professionelt plan. Gennem bla. soloundervisning, hørelære og sammenspil i mange former, blev jeg udfordret og styrket på et bredere plan, og var derefter bedre rustet til at fortsætte min rejse ind i den professionelle musikverden. Når jeg kigger tilbage på min tid på MGK, er det helt tydeligt, at det var hér de første byggesten i min professionelle karriere blev lagt.
Asbjørn
Jeg startede på MGK efter 9. klasse, og tænkte jeg skulle være superstudent på Århus Katedralskole samtidig. Men hurtigt blev gymnasiet et sted for dagdrømmeri og MGK min kreative stimulans, hvor jeg hver dag blev provokeret og udviklede min musikalske horisont. Jeg husker MGK tiden som dér hvor jeg tog mit endelige valg; at musikken skulle være mere end en hobby for mig. Jeg gik på Århus Katedralskole i 2 uger, MGK i to år.
Simon Luth
Guitarist
https://www.facebook.com/simonluth
MGK i Århus” var tre år, hvor jeg konstant blev udfordret og inspireret musikalsk, fik en masse kreative inputs fra lærere og medstuderende, samt et netværk jeg flittigt har benyttet i mit senere arbejde med musik.
Siden MGK tiden har jeg turneret heftigt i ind og udland, samt medvirket på adskillige albums.
Idag udgiver jeg plader med soloprojekter og arbejder som sideman for etablerede artister som Mads Langer, Nik&Jay, Aura Dione, Carpark North m. fl.
Årene på MGK var med til at forme min musikalske identitet, fordi der frirum til at eksperimentere og dygtiggøre sig indenfor en bred vifte af genrer.
Lau Højen
Sanger, guitarist og komponist i Carpark North
MGK var fælles skab, talentudvikling og et trinbrædt. Mine bedste venner i dag er dérfra. Jeg strøg direkte ind på konservatoriet efter MGK og min karriere med Carpark North startede i MGK lokalerne.
Jeg gik på Århus Katedralskole samtidigt, og de to ting infiltrerede sig i hinanden. At have venner man både spillede mange timer om ugen med, samtidigt med at man gik i klasse med dem på gymnasiet, skabte en sammenhængskraft der påvirkede begge verdener yderst positivt. MGK var en smeltedigel af hårdt arbejde, kreativitet, sjov og dyb fokus på at blive bedre og flytte grænserne.
De heldige få, der kommer igennem nåleøjet til MGK i Aarhus er vitterlige heldige!